KFT_tekst_og_streg-new

Forside1 - Om RHTF - Portrætter - Tandtraume-nørden Eva Lauridsen

Overskrift:
Tandtraume-nørden Eva Lauridsen
Dato:
14 July 2014
Billede:

eva-lauridsen-1.300.450.s

Beskrivelse:

Der stod ikke nørd nogen steder i "Hvad kan jeg blive"-bogen, da tandlæge og adjunkt Eva Lauridsen (43) var ung og skulle vælge job-vej. Men der hersker ingen tvivl om, at ordet nørd er en hædersbetegnelse, når man i dag møder hende i den hvide tandlægeuniform. I hjemmevant stil på Rigshospitalet.

"Jeg er en rigtig tandtraume-nørd".

Eva Lauridsen har siden 1. november 2013 sammen med forskningssygeplejerske Maja Skarsholm udgjort den dynamiske duo på et nyt dentalt traume-ambulatorium. Hver mandag eftermiddag undersøger og dokumenterer de tandtraumer, som har fået folk i hovedstadsregionen til at søge hjælp. Formålet er både at sikre kvalitet i behandlingen og på længere sigt at samle data til en internationalt kendt tandlægeguide omkring tandtraumer. Læs om guiden og ambulatoriet her.

Eva Lauridsen blev færdig fra Tandlægeskolen i København i 1998 og efter et par år i privat praksis arbejdede hun i en årrække i den kommunale tandpleje i Herlev. Samtidig var hun ansat som klinisk lærer på Tandlægeskolen, hvor hun i dag er ansat som adjunkt på børneafdelingen. Dertil kommer så nogle timer i ambulatoriet på Rigshospitalet.

- På et tidspunkt fik jeg lyst til at lave forskning. Måske lidt sent, men fra 2008 til 2011 lavede jeg i hvert fald min phd, som handlede om tandtraumer.

For Eva Lauridsen handler den prioritering om undervejs at have mødt nogle mennesker. Ikke mindst Jens Ove Andreasen, der er internationalt anerkendt for netop arbejdet med tandtraumer. Emnet tandtraumer har altid været interessant, men Jens Ove Andreasens entusiasme var for alvor med til at afstikke traumevejen for hende. Og det var et rigtig heldigt sammentræf, at der på et tidspunkt viste sig et job i Odontologisk Videncenter, Rigshospitalet.

- Jeg elsker at behandle patienter, men det bliver for alvor rigtig spændende, når man opnår en dybere forskningsmæsssig indsigt og kan sætte den i relation til det kliniske arbejde, lyder det fra Eva Lauridsen, som tydeligt lader ane, at hun fagligt er havnet i et meget varieret "landskab" med både forskning, undervisning og patientbehandling, der bekommer hende godt. Tandtraumer er som sådan ikke et stort emne i uddannelsen, det er et område, man selv skal bore sig mere ned i. Næsten hver eneste mandag er der studerende fra 8. semester ovre at kigge med på ambulatoriet, og skulle det føre til endnu flere tandtraume-nørder, ville det ikke gøre Eva Lauridsen det fjerneste.

Tandtraumer rammer især børn, så baggrunden fra arbejdet med børn har været god at have undervejs. Følgerne af et alvorligt tandtraume kan dog følge patienten langt ind i voksenlivet, påpeger Eva Lauridsen.

Ikke sjældent står der også traumer på dagsordenen i fritiden. Der er meget at følge med i. Men ellers bliver tiden brugt på de to sønner på 10 og 14 og på det seneste også tangodans.

Af journalist Karin Ravn, KTF. Foto: Søren Zeuth
print.png
Ring til os på 33 15 48 88


Formand Peter Østergaard sidder ved telefonen 
torsdag 9.30 til 11. 

Ring til sekretær Karin Ravn:
Tirsdag, onsdag & torsdag 10-14.

E-mail: ktf@ktf.dk og kr@ktf.dk
logo4
Region Hovedstadens Tandlægeforening
Amaliegade 17
1256 København K.
Ring til os på 33 15 48 88


Formand Peter Østergaard sidder ved telefonen torsdag 9.30 til 11. 


Ring til sekretær Karin Ravn:
Tirsdag, onsdag & torsdag 10-14.




Intranet

http://intra.rhtf.dk