Inspireret af en svensk læge begyndte Henrik Krogh for 12 år siden at kigge på, hvorfor nogle mennesker sjældent er syge, mens andre ligger højt i sygefraværs-statistikken. Han lavede blandt andet en undersøgelse hos bagagepersonalet i lufthavnen, hvor han bad om også at snakke med dem, der stort set aldrig var væk fra jobbet.

Personerne, der i det daglige ikke gjorde meget væsen af sig, blev spurgt, hvad der var det værste og det bedste ved deres job. Og deres svar var gode at få forstand af, ikke mindst for lederne. De havde måske selv havde glemt, at de egentlig var glade for deres arbejde, men det mindede samtalerne med de langtidsfriske dem om.

Ifølge Henrik Krogh er det en god idé for både ledere og medarbejderrepræsentanter at sætte sig ned og lave tre lister og stille de tre spørgsmål: Hvad gør dig langtidsfrisk? Hvad er det bedste ved at arbejde her? Hvad er det værste ved at arbejde her? Tag samtaler med de langtidsfriske, ligesom med de langtidssyge, men gør opmærksom på, at emnet for samtalen er positivt. Da lederne ude i lufthavnen kaldte folk ind og startede samtalen med, at de var glade for hende/ham, begyndte mange nemlig at græde. De frygtede, at de pæne ord var indgangsbønnen til en fyring.

Man langtidsfriske skal der også passes på, hvis de skal være langtidsholdbare, advarede Henrik Krogh. Langtidsfriske udsætter ofte influenzaen, hvis de føler, at virksomheden har brug for dem. Ikke sjældent "gemmer" de også sygdom til ferien eller til weekenden.

I bogen "Fra overlevelse til overskud" kommer Henrik Krogh med en lang række praktiske tips til, hvordan man kan få gang i de tre stoffer serotonin, endorfin og dopamin, der er alfa og omega for trivsel. Et af de gode råd til de langtidsfriske, der som ofte af natur er engagerede, forandringsparate og perfektionistiske, er at holde 1 minuts stolthed et par gange om ugen. På KolleKolle opfordrede han også til at kigge på sygenærvær i stedet for sygefravær. En person, der for eksempel har forstuvet en fod, kan måske godt lave noget andet på arbejdspladsen.

Arbejdet med udsatte

Medlemsmødets anden foredragsholder, René Pedersen, tog fat i en noget anden del af tilværelsen. Oprindelig var han automekaniker, men et arbejde som støtte-kontaktperson på Amager bragte ham ind i arbejdet med byens udsatte. Af og til var det vanskeligt at få de mennesker, der mest var "socialt syge" hentet med en ambulance, så sammen med en læge udtænkte René Pedersen idéen om Sociolancen, den hvide ambulance der nu er et fast islæt i bybilledet.

Af Karin Ravn, journalist i RHTF